Den svenske undersøgelse
Læs her artikel fra Magasinet Arbejdsmiljø 10/2011 omkring den svenske undersøgelse:
Når noget af arbejdstiden bliver brugt til fysisk aktivitet, kan det give højere produktivitet. Det konkluderer svenske forskere fra Stockholms Universitet og Karolinska Institutet på baggrund af en undersøgelse i en tandplejeorganisation.
Her blev medarbejderne opdelt i tre grupper: Én havde uændret arbejdstid og uændrede forhold, en anden måtte bruge 2,5 timer hver uge på fysisk aktivitet, fordelt på to omgange, og en tredje fik bare arbejdstiden sat ned med 2,5 timer uden krav om fysisk aktivitet.
Da forskerne gjorde det produktive regnestykke op, målt på antal behandlede patienter, viste det sig, at alle tre grupper mindst havde klaret samme eller endog flere patienter end i den samme periode året før. Men de, som trænede i arbejdstiden, rapporterede også om højere produktivitet og de oplevede, at de kunne klare mere på arbejdet, havde øget arbejdsformåen og var mindre syge.
- Så det er muligt at anvende noget af arbejdstiden til træning og endda opnå samme eller højere produktivitet, samtidig med, at man individuelt får nytte af de helbredsfordele, som fysisk aktivitet giver, siger én af forskerne, Ulrica von Thiele Schwarz, til Magasinet Arbejdsmiljø.
Hun tilføjer, at forsøget viser, at både den fysiske aktivitet, mens man er på arbejde og det afledte mindre sygefravær er med til at styrke produktiviteten.
Kilde: Ulrica von Thiele Schwarz, Henna Hasson: "Employee Self-rated Productivity and Objective Organizational Production Levels", Journal of Occupational and Environmental Medicine, 2011.